Swisspearl har leveret sin største ordre nogensinde til et enkeltstående byggeprojekt. Den skræddersyede ordre lyder på hele 26.000 kvadratmeter facadematerialer til et nyt stort sundhedshus i Helsingør. Det svarer til facadeplader nok til at dække mere end tre fodboldbaner.
I Helsingør er et spritnyt sundhedshus under opførelse, som fra efteråret skal danne rammen om en arbejdsplads for næsten 200 medarbejdere samt 1.400 dagligt besøgende.
Opførelsen af det 19.400 kvadratmeter store sundhedshus har været i gang siden 2020 og blandt byggeriets aktører er Swisspearl, der allerede blev involveret i projektet på skitseniveau. Swisspearl har leveret en rekordstor ordre på hele 26.000 kvadratmeter facade- og vindspærreplade. Det er Swisspearls største ordre til et enkeltstående projekt nogensinde.
- Vi er først og fremmest glade for at være en del af så stort et projekt, som kommer til at spille en vigtig rolle for Helsingør Kommunes borgere, når det står færdigt. Vi har været leverandør til flere store projekter, men aldrig noget i denne størrelsesorden, så der har været sat store krav til vores arbejde. Heldigvis har vi haft et godt og tæt samarbejde med totalentreprenør Elindco. Og fordi vi har været med så tidligt i forløbet, har vi kunnet assistere allerede ved projekteringen – og det har været afgørende for at skabe en facadeløsning, vi er meget tilfredse med, fortæller salgschef hos Swisspearl, Brian Christiansen Bjellum.
Konkret har Swisspearl leveret 9.000 kvadratmeter af facadepladen Solid (erstattet med Zenor) og 4.000 kvadratmeter Patina Original, der fordeler sig på den ydre facade af sundhedshuset samt i fire gårdrum. Dertil kommer 13.000 kvadratmeter af vindspærrepladen Windstopper Basic.