Vil du udforske, hvordan marketing ser ud i den virkelige verden, mens du får fingrene i alt fra digitale kunderejser og AI-potentiale til kreative kampagner og SEO-optimering? Så kan det være dig vi søger som praktikant til efterårssemestret. Der vil være fokus på det digitale og ikke mindst nye teknologier, men også mulighed at prøve kræfter med det alsidige arbejde i en marketingafdeling - både indenfor de digitale og de traditionelle kampagne- og konceptorienterede discipliner. Det er en unik mulighed for at aktivere teorierne fra studiet i en spændende virkelighed, hvor man får lov at være med i mange forskellige projekter og have selvstændige opgaver.
Swisspearl Danmark A/S er en del af Swisspearl Group, og er én af Europas førende virksomheder inden for fremstilling og salg af fibercementbaserede byggematerialer og løsninger til tag og facade. Vi er andet og mere end leverandør af byggematerialer. Hos os står professionelle medarbejdere klar til at hjælpe med alle faser af kundernes byggeprojekter. Med erfaring fra store byggeprojekter i Danmark og udlandet samt omfattende investeringer i produktion og produktudvikling er Swisspearl en af byggebranchens mest visionære og kompetente samarbejdspartnere.
Swisspearl Danmark A/S har kontor på Gasværksvej i Aalborg, og vores marketingteam består fast af 3 medarbejdere, som også er en del af vores nordiske og globale marketingteams og et helt hold af dedikerede marketingfolk i vores søsterselskaber i resten af Europa. Herudover har vi et stort netværk af samarbejdspartnere, som vi har daglig kontakt med.
Du er i gang med din videregående uddannelse inden for kommunikation eller markedsføring, gerne med en digital vinkel eller interesse - og så brænder du for dit felt. Du er initiativrig og struktureret med sans for detaljerne, har et godt humør og mod på udfordringer.
Du får et spændende praktikforløb i en travl virksomhed, som er et plus på dit cv. Du bliver en del af et dynamisk, samarbejdsorienteret og dedikeret team i marketingafdelingen, som har rigtig mange bolde i luften og fagligheden i højsædet. Vi arbejder både med B2B og B2C marketing og med et velrenommeret brand og spændende produkter. Praktikken løber i efterårssemestret 2025, og vi tilrettelægger det selvfølgelig, så det passer med dit studie.
Stillingen er ulønnet.
Ansøgning sendes til direktionssekretær Dodo Lyngsø på dodo.lyngso@swisspearl.com
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.