2018 tegner til at blive et år, hvor vedligeholdelsesfrie byggematerialer igen kommer til at stå øverst på dagsordenen. Det er et nyt boligkvarter i Fredensborg et godt eksempel på, hvor de nye beboere slipper for at tage arbejdshandskerne på i weekenden, da husene næsten kan passe sig selv.
Lind & Risør står bag byggeriet, der i alt består af 70 rækkehuse i 1 og 2 plan samt 23 villagrunde. Til rækkehusene har arkitekt- og byggefirmaet udvalgt alle materialer nøje, da minimal vedligeholdelse er med til at tiltrække mange interesserede til Fredensborgs nye boligkvarter – Asminderødhave.
- Vi kan nøjes med at sige ordet ”vedligeholdelsesfrit”, og så kommer kunderne næsten af sig selv. Målgruppen til det nye boligkvarter kommer ofte fra større villaer med mange forpligtigelser, og nu vil de gerne flytte i noget splinternyt, der er nemt at holde, siger Claus Heje Olesen, boligchef hos Lind & Risør.
Han tilføjer, at det især har været afgørende at lave en vedligeholdelsesfri facade, og derfor har Lind & Risør valgt vinduer med aluminiumsbeklædning og facadebrædder i fibercement.
- Facaden er husets klimaskærm, og derfor er det ekstra vigtigt for os, at vi udvælger de rette materialer for at beskytte huset, men også for at sikre minimal vedligeholdelse. Begge parametre får vi indfriet ved at vælge facadebrædder i fibercement fra Swisspearl, hvor vi både har valgt paneler og planker i en glat, sort farve, der bryder med de lyse mursten og skaber et moderne og minimalistisk udtryk, der rammer plet i forhold til den stil, vores målgruppe efterspørger, forklarer Claus Heje Olesen og tilføjer, at det især er en fordel for køberne til rækkehusene i 2 plan, da de undgår at skulle op på en stige i otte meters højde for at vedligeholde træværket.