Cembrits rødder strækker sig tilbage til 1927, hvor virksomheden under navnet Dansk Eternit startede produktionen af byggematerialer i Aalborg. Siden har virksomheden markeret sig som en markant leverandør af byggematerialer i fibercement til hele Europa med særlig stærk forankring i de nordiske markeder.
Swisspearls historie går tilbage til slutningen af det 19. århundrede, hvor den familieejede, schweiziske virksomhed blev grundlagt og siden er vokset til en markant leverandør i Europa.
Nu fusioneres manges års stolt tradition og historie som led i at understøtte og sikre den videre udvikling af den samlede koncern.
- Cembrit har været en væsentlig del af dansk og europæisk byggekultur gennem årtier, hvor både arkitekter, bygherrer og private er blevet inspireret af vores materialer. Det er derfor vigtigt, at vores værdier bevares og at vores rødder ikke glemmes. Baseret på mange års erfaring og suppleret af Swisspearls stærke markedsposition, fortsætter vi nu med at bygge videre på vores solide fundament af høj kvalitet, integritet og gode produkter, som fortsat skal bidrage til en sundere og mere bæredygtig byggebranche, siger Karsten Østergaard Larsen.
Den konsoliderede Swisspearl-koncern har medarbejdere i mere end 20 lande samt fabrikker i Schweiz, Østrig, Slovenien, Ungarn, Polen, Tjekkiet og Finland. Tidligere bestod Swisspearl-koncernen af Cembrit, Eternit og Swisspearl, men nu samles alle tre brands altså under samme navn og identitet.
Navneskiftet træder officielt i kraft d. 1. april 2023.