Arkitektfirmaet Dorte Mandrup har derfor i samråd med Swisspearl fundet frem til den mest optimale beskyttelse af facaden, som kan imødekomme Grønlands store vejrudsving:
- Klimaet har ændret sig utrolig meget i Grønland inden for de seneste 10 år. Da vi deltog i arkitektkonkurrencen for bare fem år siden, var skimmelsvamp ikke noget synderligt problem i Ilulissat, men det er det begyndt at blive nu. Derfor har vi ændret konstruktionen ved blandt andet at ændre den primære konstruktion fra træ til stål for at fremtidssikre bygningen, siger Kasper Pilemand, der er associerende partner hos Dorte Mandrup Arkitekter.
Han uddyber, at konstruktionen er opbygget med vindspærrer i begge sider af bygningen, der skal bidrage positivt til den samlede levetid:
- Vindspærren er valgt, da produktet er meget hårdført og kan holde sneen ude, som kommer ind fra alle sider på grund af den heftige snefygning i Grønland. Vindspærren har derfor stor betydning for at kunne beskytte de øvrige materialer under klimaskærmen.
Vindspærren er den såkaldte Windstopper Extreme, der er produceret i fibercement. Ovenpå bliver der blandt andet monteret 100 kvadratmeter Solid-facadeplader (Solid er nu erstattet af Zenor) i antracitgrå. Derudover består facaden hovedsageligt af et stort glasparti i midten i sammenspil med materialerne træ og stål.
Vindspærre til dækkonstruktion
Foruden facaden skal der også anvendes vindspærre som klimaskærm til dækkonstruktionen. Vindspærren er ofte det foretrukne valg til beskyttelse af bygningers facader, men kan med fordel også indgå som klimaskærm i en dækkonstruktion, som netop er tilfældet med Ilulissat Isfjordcenter:
- Netop på grund af vejrforholdene i Grønland er det væsentligt, at konstruktionen er godt beskyttet, og det gælder selvfølgelig også dækkonstruktionen. Her er det ikke alle, der er opmærksomme på, at man kan anvende vindspærrens gode egenskaber til optimal støtte af konstruktionen, men der er en rigtig god mulighed, siger chefkonsulent Arne Vestbjerg fra Swisspearl, der efterhånden har gode erfaringer med byggerier i Grønland og inddrages i den forbindelse som professionel sparringspartner i komplekse byggesager.
Byggeriet skrider planmæssigt fremad. Over sommeren er vindspærrepladerne monteret i dækkonstruktionen, mens det samlede byggeri forventes at stå færdigt i sommeren 2021.