Når hus eller fritidsbolig skal gøres klar til efteråret, er facaden et oplagt sted at rette blikket. Har du en træfacade, bør du blandt andet holde øje med råd, afskalninger og behov for ny træbeskyttelse. Og hvis vedligeholdelsen efterhånden fylder lidt for meget, kan det være fornuftigt at overveje et alternativ til træ.
Efteråret byder typisk på regn, blæst og senere frost. Derfor er sensommeren og det tidlige efterår et godt tidspunkt at gå en tur rundt om huset eller sommerhuset og se, hvordan det står til med klimaskærmen.
Tag, tagrender, vinduer og døre fortjener et eftersyn, men husk også facaden. Små problemer kan udvikle sig, hvis der ikke bliver gjort noget ved dem gennem en våd og kold periode.
Har du en træfacade, er efterårstjekket samtidig en god anledning til at vurdere, hvor meget vedligeholdelse den kræver – både nu og på længere sigt. Netop den tilbagevendende vedligeholdelse kan få nogle boligejere til at overveje, om tiden er inde til en anden løsning.
Giv træfacaden et efterårstjek
Gå facaden igennem og se efter synlige skader, misfarvninger samt tegn på fugt eller algevækst. Vær særligt opmærksom omkring vinduer, døre og samlinger og på områder, der er meget udsatte for vind og vejr.
På en træfacade er det også en god idé at holde øje med begyndende råd, afskalninger og steder, hvor overfladebehandlingen ikke længere beskytter træet tilstrækkeligt.