Den kontrollerede byggeproces er også en af årsagerne til, at Scandi Byg som den eneste byggevirksomhed i Danmark har en grundlicens til produktion af svanemærkede byggerier fra Miljømærkning Danmark. Et svanemærket byggeri er underlagt strenge krav til både materialer, byggeproces, brugsfase samt affalds- og recirkuleringsfase, og derfor er Karsten Østergaard Larsen særlig stolt over at være eneleverandør af vindspærre-produkter til Scandi Bygs byggerier:
- Det er klart, at det giver os en særlig stolthed, at det er Swisspearls (tidl. Cembrit) logo, der står på de moduler, som sendes ud fra Scandi Bygs produktion. Det er altså noget af det ypperste inden for bæredygtigt byggeri, fortsætter Karsten Østergaard Larsen.
Vindspærren udgør det yderste af modulerne, når de indpakket i plastic transporteres fra fabrikken til det nystøbte fundament på byggepladsen. Den yderste facade monteres nemlig ofte først, når alle moduler er samlet, og her har Swisspearl Windstopper en anden fordel:
- Swisspearls vindspærre kan holde til at være uafdækket i flere måneder, og det er helt afgørende for os, at vi ikke skal pakke modulerne ind i eksempelvis vandtæt plastic, indtil den endelige klimaskærm er monteret, pointerer Horst Günther afslutningsvis.