Den almene boligforening Boli.nu i Fredericia har påbegyndt en gennemgribende renovering af afdelingen Sofie Amaliegården efter flere års forarbejde. Bygningerne fra 1952 er blevet moderniseret fra kælder til kvist, mens nye facadeplader fra Swisspearl har givet bygningen et moderne udtryk med respekt for den oprindelige arkitektur.
100 nyindrettede og renoverede boliger og 2.850 kvadratmeter ny facadebeklædning har transformeret Boli.nus centralt beliggende afdeling, Sofie Amaliegården, som ligger et stenkast fra Fredericia Station. Tegnestuen, Arkitekt Thomas Thomsen DanskeArk, står bag renoveringsplanens arkitektur, og det var fokuspunkter som holdbarhed samt minimal vedligeholdelse, der førte dem til Swisspearls facadeplader.
- De tidligere facadeplader var blevet udskiftningsklare, og for at give noget mere ro på facaden skiftede vi den mørke stenfacade ud med hvide Swisspearl Carat facadeplader. Dog er bygningen fem etager høj og tæt på 150 meter lang, og derfor var det også vigtigt, at den hvide farve blev brudt op med andre farve- og materialevalg på udvalgte steder, forklarer Birger Gade, arkitekt og partner i Arkitekt Thomas Thomsen DanskeArk, og fortsætter:
- For at skabe ekstra spil i facaden valgte vi derfor at beklæde vindfangene med zink og en Gravial facadeplade fra Swisspearl i en brun nuance. Pladen har fræsede spor, der giver både dybde, variation og skyggevirkning til facaden, som dermed får et helt nyt liv. Gravial er også opsat i vandrette linjer mellem vinduerne, og da skruerne til ophængene er placeret i de dybereliggende riller, er facaden blevet rolig og harmonisk.